Sir Cyril Burt

Sir Cyril Burt (3. marts 1883 – 10. oktober 1971) er den mest hædrede og inflydelsesrige psykolog i den nyere psykologis historie. Han blev professor i udviklingspsykologi ved London University College, og blev i 1946 adlet af George den VI.

Størstedelen af Burts karriere beskæftigede han sig med studier af monozygote (enæggede) tvillinger, men var derudover besat af den ide at fattigfolk og arbejderklassen var intelligensmæssigt inferiøre i forhold til middel- og overklassen. Disse overbevisninger fik Burt til at søge beviser for at intelligens er arvelig.

I 1907 blev Burt opfordret til at hjælpe med en stor undersøgelse af fysiske og mentale karakteristika i den britiske befolkning, hvortil han udarbejdede en række standardiserede psykologiske prøver. Dette arbejde bragte Burt i kontakt med to statistikere, Charles Spearman og Karl Pearson, hvis arbejde med faktoranalyse han her blev introduceret til. Burt forsøgte på sine ældre dage at forklejne Spearmans arbejde ved at hævde at han selv var ophavsmand til faktoranalysen.

I 1940'erne var Burt med til at etablere det britiske skolesystem, som delte eleverne på basis af en IQ test som de tog i 11-års alderen.

Et år efter Burts død, begyndte psykologen Leon Kamin fra Princeton universitetet at granske hans statistiske resultater, og fandt store problemer i materialet. For det første, i tre forskellige studier med et forskellig antal monozygote tvillinger, rapporterede Burt korrelationer af IQ værdier som var identiske til tredje decimal. At dette skulle ske i en reel statistisk analyse er i praksis umuligt. Kamin fandt tilsvarende fejl i Burt's publikationer helt tilbage til 1909. Psykologen Arthur Jensen, som var stor beundrer af Burt, fastholdt, at hvis Burt havde den intention af svindle med sine data, så ville han have forsøgt at skjule det bedre.

I 1976 offentliggjorde Sunday Times de opsigtsvækkende oplysninger at Burt's to assistenter, og medforfattere til hans videnskabelige artikler, Margaret Howard og J. Conway, var ikke-eksistende personer, som var opfundet af Cyril Burt. Disse to fantom-eksperter var forfattere til flere oversigtsartikler som hyldede Burt og angreb Burt's modstandere. Artiklerne blev publiceret i tidskriftet British Journal of Statistical Psychology igennem den femtenårige periode at Burt var dets redaktør. Burt's husholderske indrømmede over for Sunday Times at hun vidste at Burt benytttede disse pseudonymer.

Det synes nu klart, at Cyril Burt publicerede forsøg og studier han aldrig have foretaget og underskrevet videnskabelige artikler med fiktive navne. Det er desværre umuligt at finde ud af hvilken del af Burts livsværk som har gyldighed, fordi han ofte refererede til upublicerede artikler som ikke kan opspores, og han gemte alle sine papirer rodet sammen i seks kister, i stedet for at arkivere dem systematisk. Disse papirer blev alle brændt af Burts husholderske efter hans død.

Harvard psykologen Richard Herrnstein var i begyndelsen oprørt over Kamins beskyldninger mod Burt: "Det er en forbrydelse at kaste smuds på en mands karriere. Burt var en kæmpe i det 20ende århundredes psykologi". Men efterhånden som Herrnsteins arbejde med sin Cyril Burt biografi skred frem, blev han klar over, at Burt havde løjet. På dette tidspunkt skiftede Hernnstein standpunkt, og sammen med Arthur Jensen hævdede han, at det var de to der havde opdaget Burts svindel. Dette på trods af at de to udmærket kendte til Kamins oprindelige opdagelse, som begge oprindeligt havde protesteret imod. I de senere år er eugenikernes holdning til Burts arbejde igen skiftet, og der har været adskillige forsøg på at rense hans navn.

Videnskabelig uhæderlighed og fusk har en lang og glorværdig tradition inden for udviklingspsykologien.

Yderligere informationer om Burts svindel kan bl.a. findes i flg. artikler:

• Kamin, L. J. (1974). The science and politics og I.Q. Potomac, ML: Lawrence Erlbaum
• Tucker, H. W. (1994). Facts and fiction in the discovery of sir Cyril Burt's flaws. Journal af the History of the Behavioral Sciences, 30 (October), 335-347.
• Tucker, H. W. (1997). Re-reconsidering Burt: Beyond reasonable doubt. Journal af the History of the Behavioral Sciences, 33 (2), 145-162.