Den 15. maj 2011 offentliggjorde udviklingspsykologen Satoshi
Kanazawa (London School of Economics and Political Science, UK) et
blogindlæg på tidskriftet Psychology Todays webside under
titlen "Why Are Black Women Less Physically Attractive Than Other
Women?"
Baggrunden er denne:
Kanazawa havde — som forsker ved en anerkendt
forskningsinsitution — fået adgang til fortrolige data
fra Add Health undersøgelsen (National Longitudinal Study of
Adolescent Health), en sundhedsundersøgelse af ca. 20000 amerikanske
teenagere foretaget i perioden 1994 til 2008. Undersøgelsen blev
foretaget i fire faser, første gang da forsøgspersonerne var 17-18
år, senest da de var først i 30'erne, og omfattede et væld af
emner omkring forsøgspersonernes sociale, økonomiske, psykologiske
og fysiske vilkår, samt deres familierelationer, naboer, skoler,
venskaber og kærester.
Udover disse formelle data, anførte interviewpersonerne en række
personlige, subjektive kommentarer og observationer om bl.a. om
forsøgspersonernes udseende, samt andre kommentarer omhandlende
interview-situationen, som foregik i forsøgspersonernes hjem. Add
Health anfører, at sådanne subjektive observationer kan være til
nytte for senere analyser, bl.a. for senere at kunne vurdere
data-kvaliteten.
Det var disse subjektive data om forsøgspersonernes udseende,
Kanazawa baserede sit blog-indlæg på, og for at vride noget ud af
dem, mobiliserede han udviklingspsykologernes hellige og universelle
alt-i-et værktøj: faktoranalysen! Begejstret (men rystende
ukorrekt) skriver Kanazawa, at faktoranalyse har den egenskab, at
den kan eliminere alle tilfældige målefejl som måtte være tilstede i
hvilketsomhelst videnskabeligt eksperiment. I virkeligheden er
faktoranalyse ikke meget andet end en avanceret måde at beregne
middelværdier på mange parametre på én gang.
Undervejs i sit indlæg kommer Kanazawa med forskellige nedladende
stikpiller til sorte kvinder, f.eks. at de betragter sig selv som
mere attraktive end andre gør. Men i konklusionen ruller Kanazawa
sig helt ud i den for Londonskolen så karakteristiske
pseudovidenskabelige stil. Her ekstrapoleres den totalt værdiløse
statistiske regneøvelse til biologiske og medicinske
konklusioner. Den påstået lavere skønhed af sorte kvinder påstås at
skyldes et forhøjet niveau af testosteron, der snakkes om mutationer
i det afrikanske genom, og sorte kvinders (minimalt) højere gennemsnitlige BMI
bruges også som forklaring. (Her modsiger Kanazawa iøvrigt sig selv,
i et tidligere blog-indlæg hævder han at
“Fat chicks get laid more”.)
Kanazawas videnskabeligt iscenesatte ringeagtsytringer mod sorte
kvinder blev straks undsagt af Kathleen Mullan Harris, direktøren
for Add Health, som udtalte at Kanazawa misbrugte projektets
data. Psychology Today fjernede desuden Kanazawas blog-indlæg
(som imidlertid kan ses
her
(PDF
her.)).
Den statistiske behandling (mishandling), Kanazawa havde udsat dataene for, blev
hurtigt pillet fuldstændigt fra hinanden.
Kaufman og Wicherts
analyserede de samme Add Health data, og konkluderede at Kanazawas
analyse er statistisk usund, og at der ikke er
belæg for hans påstande. Deres analyse er endvidere tilgængelig i en
detaljeret teknisk
rapport. Blandt andet kunne Kaufman og Wicherts påvise, at der
ingen konsistens er i interviewpersonernes vurdering af udseende,
hverken fra den ene interviewer til den anden, eller for den samme
interviewers vurdering af den samme person ved gantagne
besøg. Derudover kunne de bekræfte hvad der tidligere er kendt,
nemlig at mennesker har tendens til at vurdere deres egen races
udseende højere. Med andre ord, interviewpersonernes kommentarer kan ikke
bruges til noget som helst.
Så skulle man tro, at sagen sluttede her. Men der er altid nogen,
for hvem ethvert videnskabeligt kamufleret udsagn om de inferiøre
racers underlegenhed skal forfægtes med den akademiske ytringsfrihed
som gidsel: Kanazawas venner i Londonskolen.
Den 16. juni 2011 trykte tidskriftet Times Higher Education et
rasende — og ufrivilligt komisk — forsvar for Kanazawa,
under den patetiske titel “
Sinned against, not sinning”
(PDF
her.) I indlægget henvises til Kanazawas mange
publikationer i såkaldt "high-impact journals", der hentydes her
uden tvivl til tidskrifterne P.A.I.D og Intelligence, som
redigeres af underskriverne, og som er de
steder, hvor Londonskolen iøvrigt publicerer deres
pseudo-videnskab.
Og hvilken overraskelse, blandt underskriverne på dette passionerede
forsvar for underlødig pseudovidenskab finder vi de gamle kendinge:
Christopher Brand,
Richard Lynn,
J. Philippe Rushton, Donald Templer, Tatu Vanhanen og Helmuth Nyborg.
Sidstnævnte underskriver sig i øvrigt — på trods af at være
ganske almindelig pensionist — som affilieret Psykologisk
Institut, Aarhus Universitet.
Se iøvrigt omtalen på
Scientific American, og på bloggen
Journal of Are You Fucking Kidding.