Logo

eugenik.dk

Om race-hygiejne og IQ-forskning

Validate

Den 26. oktober 2011

Opdateret: 20. december 2013

Nyborgs første høringssvar, inklusive et 16 sider langt metode-appendiks, forfattet af Jørn Ebbe Vig (s. 23–38), og 9 vedlagte bilag.

En stor del af høringssvaret går med at nedgøre klagerne, der beskrives som ubegavede, uduelige, og onde venstreekstremister muligvis med tilknytning til Redox. Det mest interessante i høringssvaret er imidlertid de uddrag af Nyborgs emailkorrespondance med Jørn Ebbe Vig, der citeres. Således skrev Nyborg den 17. august 2010, kl. 09:51:

»Kære Jørn, Det er min erfaring fra universitetsverdenen, at det er vigtigt at være klar i mælet når man taler om overdragelse af analysemateriale og publikationsret! (Der findes ikke så få grimme eksempler på, at ellers gode data forblev ubrugte på grund af ligegyldige misforståelser.) Lad mig derfor spørge: Betyder de kr. 20.000,- overdragelse af regnearket, supervision og eneret til publikation af resultaterne? I øvrigt er jeg ikke i tvivl om din arbejdsindsats, og har det dårligt med ikke at kunne finansiere den efter fortjeneste. Din og min situation viser, at der er noget helt galt i systemet, men det er en længere historie.«

Den 18. august 2010 kl. 02:08 svarer Vig:

»Kære Helmuth, Min befolkningsmodel er et alternativ til den offentlige befolkningsopgørelse. Den består af [her følger en lang række specifikationer, som jeg, HN, har udeladt her, men se appendiks for uddybning og præcisering] ..... grundmodellen har jeg brugt i alle befolkningsoptællings- og befolkningsprognosesammenhænge de seneste 23 år ... den har et generelt tilsnit og kunne bruges utallige steder, hvis f.eks. lægevidenskabens og andre faggruppers aktører, der arbejder med undersøgelser af (etnisk) folkningsrelaterede karakteristika ... når vi kommer til den del af modellen, der beskæftiger sig med IQ, er modellen alene din ... og du pligter dig samtidig til ikke at videresælge eller overdrage min befolkningsmodel som beskrevet (præcist afgrænset til regnearket i tilfælde af uenighed) til andre opgaver end dine egne. Jeg er netop gået i gang med at ajourføre modellen med det ekstra år, som er gået fra den var færdig og desuden ordne regnearket. Der kan altså godt behøve 3-5 dage. Det ekstra alternativ med FN-fertiliteterne tager også 3-5 dage afhængig af, hvor mange tilfældige småproblemer jeg render ind i undervejs. Derefter brænder jeg regnearket på en DVD, når du har set og godkendt indholdet. Så tager vi supervision i modellens opbygning, tabellerne, formlerne og grafikken. Sluttelig får du DVD-en og jeg betalingen«

Her er det tydeligvis Vig der har bukserne på, og dikterer betingelserne for overdragelsen. Han har tydeligvis en forventning om, at hans befolkningsmodel vil kunne sælges til andre, som kunne tænkes at ønske at arbejde med »etnisk folkningsrelaterede karakteristika«.

»Når vi kommer til den del af modellen, der beskæftiger sig med IQ, er modellen alene din«, skriver Vig, hvilket kun kan forstås på den måde, at dette også er udviklet af Vig, men at rettighederne til netop disse resultater overdrages til Nyborg og ingen andre. Samtidig skal Nyborg forpligtige sig til ikke at videregive befolkningsmodellen (dvs. Excel regnearket) til andre. Den 18 august 2010 kl. 09:47 svarer Nyborg:

»Kære Jørn, Jeg er helt indforstået med, at jeg ikke må videresælge eller overdrage din befolkningsmodel. Hvis du også er indforstået med ikke at publicere IQ resultater før de er publiceret i Personality and Individual Differences-journalen (hvorefter alt naturligvis er frit og citerbart) — ja, så ser det ud til at vi er enige, og kan gå over til det væsentlige: Betaling af kr. 20.000,- og få gang i supervision og analyser.«

Her ser vi en ganske ydmyg Nyborg, som anmoder om, at Vig ikke vil publicere IQ-resultaterne (som vi altså må forstå tilhører Vig) for de er udkommet i PAID. Denne anmodning sidder Vig overhørig, idet han adskillige gange publicerer IQ-dataene, bl.a. den 15. september 2010, den 26. november 2010, den 8. januar 2011 og den 9. januar 2011.

Nyborg argumenterer nu for, at dette viser, at han lovligt har erhvervet forfatterrettighederne. Det står imidlertid lysende klart, at Vig betragter modellen som sin ejendom, og at Nyborg for 20.000,- Kr. køber »supervision i modellens opbygning, tabellerne, formlerne og grafikken.« Samt en DVD med det hele på.

Denne beskrivelse står i skarp modsætning til hvad Nyborg langt senere hævder, nemlig at Vig blot var en banal dataindsamler.


Permalink