Logo

eugenik.dk

Om race-hygiejne og IQ-forskning

Validate

Den 22. juli 2011

Opdateret: 31. december 2013

Selvudnævnte Commander Anders Behring Breivik of Knights Templar Europe dræbte 77 mennesker, heraf 69 teenagere i sommerlejr på Utøya, de såkaldt "kategori B forrædere". Breiviks manifest "2083" indeholder nøjagtig det samme tankegods som Helmuth Nyborgs artikel "The Decay of Western Civilization"... bortset fra at Nyborgs befolkningsfremskrivninger er mere vidtgående og overdrevne end Breiviks.

Samme dag som Anders Behring Breivik begår sine rædselsvækkende terrorhandlinger i Oslo og på Utøya, forklarer videnskabsjournalist Lone Frank i artiklen Det Usigelige i Weekendavisen om raceteorierne som reelt ligger bag. Lone Frank læner sig her op ad Nyborgs politiserende artikel »The Decay of Western Civilization« som er udkommet i tidskriftet Personality and Individual Differences nogle måneder tidligere. Nyborg skriver i resuméet:

»The genotypic IQ decline will ruin the economic and social infrastructure needed for quality education, welfare, democracy and civilization. DRDS is currently unopposed politically, so existing fertility differentials may eventually lead to Western submission or civil resistance.«

Den såkaldte "nedbrydning af den vestlige civilisation" og nødvendigheden af civil resistance var netop Breiviks motivation for at gå i aktion denne dag, så Lone Frank var her mere aktuel end hun måske havde regnet med, og Nyborg fik den civil resistance han bad om i Decay-artiklen.

Godt et år efter denne dag, den 21. september 2012 i en artikel i Dispatch International, strammer Nyborg sine udtalelser endnu en tand og advarer nu den såkaldt "herskende elite" med voldelige tiltag:

»Man spekulerer på, om nogen vil stille dem til ansvar for deres forbrydelse mod demokratiet og menneskeheden.«

Det skal senere vise sig, at Nyborg i realiteten har publiceret en anden persons arbejde, og at beregningerne baserer sig på fabrikerede tal, ikke FN-tal, som det opgives i artiklen. Ophavsmanden til det data, befolningsstatistikker og analyser er Den Danske Forenings "statistiker og økonom", Jørn Ebbe Vig, som er medstifter af foreningen. Nyborgs artikel vil blive dømt uredelig af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.


Permalink