Den 7. juli 2007
Opdateret: 17. november 2012
Professor ved Engelsk Institut, Københavns Universitet Peter Harder udtaler til Politiken at Nyborg- og Lomborgsagerne er eksempler på at man har forsøgt at lukke munden på kontroversielle forskere. Harder fremfører en kraftig kritik af Aarhus Universitet.
Desværre oplyser Peter Harder ikke, at han er medlem af UVVU og har været primus motor i den afgørelse som er truffet i sagen. En særdeles uheldig dobbeltrolle, som eksponerer UVVUs ubrugelighed, og som kommenteres her.
Samtidig er Professor Harder medforfatter til Debatoplægget fra Forskningspolitisk Udvalg under Videnskabernes Selskab vedrørende ytringsfrihed i forskningen. Rapporten blev præsenteret på et møde i Videnskabernes Selskab den 6. marts 2007.
Harder ligner således i høj grad en mand med en mission. Måske et oprigtigt ment slag for forskningsfrihed, men forskningsfriheden omfatter absolut ikke fup og svindel, og dermed bliver Harders indsats i bedste fald uvidende og naiv. Man kan spørge sig, hvordan det habilitetsmæssigt hænger sammen at Peter Harder har siddet i begge disse organer. I hvert fald har Harders interne pres på UVVU for en afgørelse til fordel for Nyborg givet bonus i form af et eksempel til hans rapport.
Det var en meget stor skuffelse for både Svend Hylleberg, Jens Mammen for andre i universitetets ledelse, da Selskabet i 2007 tog Helmuth Nyborgs parti i striden med Aarhus Universitet. Det var på et tidspunkt, hvor der mindst var brug for det og blev rent faktisk oplevet som en sabotage af Aarhus Universitets arbejde med at håndtere uredelig forskningspraksis hos en af institutionens ansatte forskere.
Det var med til at styrke og retfærdiggøre den urimelige kritik, som en del kolleger inden for og uden for Aarhus Universitet, for ikke at tale om store dele af pressen, fremførte og har fremført helt frem til i dag.
Engelskprofessor Peter Harder, der både var medlem af KDVS’ forskningspolitiske udvalg og af UVVU, som “frikendte” Nyborg med det såkaldte professor Tribini-argument, som f.eks. professor Ellen Margrethe Basse siden kritiserede skarpt. Det særligt skuffende var, at forskere, som man skulle forvente mere af, udtalte sig helt uden at konsultere sagens tilgængelige materiale og lod sig forføre af Nyborgs spin om, at sagen drejede sig om uenighed og forskellige holdninger, og ikke om simpelt snyd og tilbageholdelse af data, og i øvrigt om uduelighed.
Det er forbløffende, at Peter Harder efterfølgende hopper over i den modsatte og lige så forkerte grøft og efterfølgende mente, at der netop bør tages hensyn til holdninger, når der skal vurderes snyd i forskningen. Noget tyder på, at denne person skifter standpunkt alt efter, hvor han mener, at der bliver klappet af ham. Man kan undre sig over, at KDVS vælger ham som talsmand i sin rapport (det lille forbehold i fodnoten er der nok ingen, som tror på).
I øvrigt er det også bemærkelsesværdigt, at der i de omtalte afsnit i KDVS’s rapport fra side 25f gøres et stort nummer ud af, at universiteter m.m. ikke bør benytte UVVU som redskab i opgør med kritisabel forskning, og læsere af rapporten kan kun få det indtryk, at det har Aarhus Universitet gjort i Nyborg-sagen ved at indbringe den for UVVU. Se f.eks. passagen:
“Det vil derfor være meget uheldigt, hvis man får et voksende antal sager, hvor forskere bliver indklaget, fordi deres synspunkter har trådt nogen over tæerne”.
Sandheden er jo, at det drejer sig om en personalesag på Aarhus Universitet, som Helmuth Nyborg vælger at indbringe for UVVU for at blive renset. Altså det stik modsatte forhold!! Tilsyneladende har KDVS ignoreret eller simpelthen overset dette forhold, fordi de ikke har orket at sætte sig ind i sagens grundlag, men forladt sig på pressen og dermed indirekte Helmuth Nyborgs sagsfremstilling. Det er ikke et niveau for omhu, man forventer af, hvad der fremtræder som landet øverste videnskabelige autoritet, nemlig KDVS. Sjusk, overfladiskhed, og uden at sætte sig ind i sagerne. Overordentligt pinligt!
Helt bortset fra det, burde UVVU ikke have påtaget sig opgaven at gå i rette med en sagsbehandling på et universitet, som har andre præmisser end dem, som UVVU i sit kommisorium kan tage stilling til. Der er tale om en forvaltningsmæssig skandale, hvor universitetet desværre for sent gjorde sig klart, at der burde være klaget til ministeriet.