UVVU og Redelighed

25. september 2007

I forbindelse med UVVU's afgørelse i den såkaldte Nyborgsag fra Aarhus Universitet offentliggjorde Politiken den 7. juli 2007 en artikel med overskriften »Lomborg og Nyborg kan afskrække forskere fra kildne emner.« I artiklen udtalte professor Peter Harder til Politiken at “... også ledelserne på universiteterne udgør et pres, der holder forskerne på den rene sti, fordi institutternes profiler udadtil er blevet så vigtig.« Senere i interviewet illustrerer Harder sin pointe ved at citere leder af psykologisk institut, Aarhus Universitet Hans Jeppe Jeppesen for at sige: »Nyborg er ikke i overensstemmelse med instituttets værdigrundlag, og det billede vi ønsker at vise udadtil.«

Disse udtalelser behøvede jo ret beset ikke være andet end en oprigtig bekymring for forskningsfriheden i en tid, hvor »politikerne ånder forskerne i nakken,« for nu at citere Harder igen. Problemet med udtalelserne er bare, at professor Peter Harder ikke er hr. Hvemsomhelst. Han er medlem af et af forskningsministeriets Udvalg Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), og pennefører på udvalgets afgørelse i sagen Helmuth Nyborg vs. Aarhus Universitet. På et tidspunkt, hvor kritik om »politisk korrekthed« haglede ned over Aarhus Universitet fra avisernes lederskribenter, kunne Harders udtalelser til Politiken dårligt opfattes som andet end en gevaldig næsestyver til universitetet, og han kunne næppe have fået en bedre eksponering af sin — i øvrigt sympatiske — kampagne for øget forskningsfrihed.

Det kan dog forekomme mærkværdigt, at et fremtrædende medlem af et ministerielt udvalg træder offentlig frem i pressen, i en situation hvor udvalget netop har offentliggjort sin afgørelse, hvor Aarhus Universitets samfundsvidenskabelige repræsentanter i udvalget havde trukket sig fra sagsbehandlingen, og hvor universitetet ifølge sagens natur ingen mulighed har for at tage til genmæle. Peter Harder kunne altså benytte sin eneoptræden i Politiken til uimodsagt at påstå at Helmuth Nyborg var offer for censur fra Aarhus Universitet. I de interne papirer, Harder har modtaget i forbindelse med sagsbehandlingen, er der imidlertid intet belæg for at konkludere andet, end at Nyborg selv er skyld i anklagerne imod ham om uredelighed, da han i strid med god videnskabelig skik har løjet om eksistensen af en artikel, har nægtet at udlevere præmisser for sin forskning, og desforuden på alle måder modarbejdet instituttets, fakultetets og universitetets forsøg på at opnå en mindelig løsning.

Ydermere gjorde Harder i sit interview med Politiken sig skyldig i citatfusk, for det institutleder Jeppesen i virkeligheden sagde var at Nyborgs forhold til videnskabelig dokumentation ikke stemmer overens med psykologisk instituts værdigrundlag. Og det har jo en noget anden betydning.

Den 6. september 2007 udtalte Peter Harder sig igen til offentligheden, denne gang i september nummeret af tidsskriftet Forskerforum, som i en artikel bl.a. undersøger Helmuth Nyborgs tilknytning til et netværk af raceforskere omkring Pioneer Fund og det stærkt højreorienterede eugenik tidsskrift Mankind Quarterly. Disse oplysninger har åbenbart chokeret professor Harder, for denne gang siger han, at »... Nyborg burde åbent have fremlagt relationen til netværket.«. Harder siger endvidere til Forskerforum: »Forskere har en samfundsborgerlig forpligtigelse til at gøre deres arbejde, det vil sige forske og undervise inden for det område de har forstand på og er ansat til. Derfor skal det også være offentligt, hvis de har andre relevante tilhørsforhold end deres forpligtigelser over for offentligheden hvad enten de er erhvervsmæssige eller skyldes loyalitet over for andre sammenslutninger.« Disse udtalelser antyder, at Harder nu mener at oplysningerne om Nyborgs eugeniske netværk kunne have haft betydning for sagens afgørelse. Udtalelserne antyder, at han pludselig ikke længere mener, at Nyborgs sag er velegnet til at fremme hans egen kampagne om øget forskningsfrihed. Udtalelserne antyder, at Harder har fået kolde fødder.

Men for det første er det jo ikke korrekt, at Helmuth Nyborgs tilknytning til eugeniknetværket ikke har været kendt. Peter Harder kunne have gjort sig den umage at undersøge underskriverne af de støtteskrivelser, der væltede ind til det samfundsvidenskabelige fakultet i Århus, da Nyborg blev suspenderet fra sin professorstilling. Så ville han have fundet ud af, at disse støtteskrivelser, som er en del af det materiale han har fået udleveret, stort set alle stammer fra det eugeniske netværk.

For det andet må man jo nok sige, at Helmuth Nyborgs samfundspolitiske synspunkter ikke vedkommer UVVU i dets arbejde. Udvalget skal alene tage stilling til den sag om renselse for videnskabelig fusk, som Nyborg har bedt udvalget tage stilling til. Og her er kommissoriet ganske klart: udvalget skal udelukkende forholde sig til syv forholdsvis banale punkter om uredelighed, som bl.a. omfatter konstruktion af data, plagiering og afgivelse af urigtige oplysninger om videnskabelige kvalifikationer. Nyborgs synspunkter, hvor ekstreme de end måtte være, kommer ikke UVVU ved.

Man kan sige at denne sag sætter ganske alvorlige spørgsmålstegn ved hvilket grundlag UVVU arbejder på, når uredelighed per definition begrænser sig til syv på forhånd fastlagte punkter, og når et fremtrædende medlem af udvalget kan misbruge sin adgang til en sagsmappe som argumentation for en i øvrigt urelateret kampagne om forskningsmæssig frihed. En sagsmappe, der af UVVU betragtes som fortrolig, og som ikke indeholder dokumentation for de påstande som fremføres i offentligheden.

Aarhus Universitet har da også, ved blot at tage UVVU's afgørelse til efterretning, tydeligt markeret at universitetet for fremtiden selv vil håndtere eventuelle sager om videnskabelig fusk. Ifølge lovgivningen er dette da også universitetets opgave og pligt. Ifølge UVVU's afgørelse vedrører ingen af de forhold som Aarhus Universitet har lagt til grund for sagen imod Helmuth Nyborg den definition af videnskabelig uredelighed som udvalget arbejder med. Dette misforhold er påvist af Ellen Margrethe Basse i en kronik i Jyllands-Posten den 30. juli. Sagen illustrerer derfor tydeligt, at UVVU er ubrugeligt til det formål som oprindelig var tanken bag dets tilblivelse: bekæmpelse af videnskabelig uredelig opførsel. At lyve om eksistensen af en artikel samt at hemmeligholde hvorledes man når frem til bestemte konklusioner, må jo nok siges at være uredeligt. Og Aarhus Universitets ansvar for videnskabelig redelighed er naturligvis betydeligt bredere og mere omfattende end UVVU's, som begrænser sig til en snæver definition med omtalte syv underpunkter. Og medens UVVU's sanktioner begrænser sig til straf eller frikendelse, har universitetet en langt mere nuanceret palet af muligheder for at gribe problemer med uredelighed an.

At Aarhus Universitet har en høj standard for videnskabelig redelighed er kun glædeligt, og det er indlysende, at universitetet ikke kan godtage at en forsker offentliggør kontroversielle resultater og derefter nægter at fremlægge præmisserne, så der kan føres en diskussion på et åbent videnskabeligt grundlag. Det er universitetets ansvar, at dets ansatte forskere ikke blot slynger om sig med påstande som de hævder er dokumenterede, når dette ikke er sandt. Hvis ikke et universitet med ildhu forsvarer et mindstemål af videnskabelig redelighed, går det ud over troværdigheden af al den forskning, der foregår i dets navn.

Eksemplet her viser, at UVVU atter en gang har vadet rundt i spinaten. Lomborgs debatbog blev taget alvorligt og bedømt som var det videnskab, mens Nyborgs professorale hemmelighedskræmmeri, fiflerier og løgne blev frikendt. Intet universitet kan leve med at videnskabelig uredelighed bliver gjort til et rent juridisk begreb. Spørgsmålet er derfor, om man ikke skulle gøre en lang og pinefuld historie kort ved at nedlægge UVVU og overlade ansvaret for forskningens kvalitet det sted den hører hjemme: på universiteterne.