Logo

eugenik.dk

Om race-hygiejne og IQ-forskning

Validate

Morten Kjeldgaards svar til Datatilsynet

Århus, den 13. oktober 2012

Datatilsynet
Borgergade 28, 5.
1300 København K
att: Maja Blomquist Rasmussen

Vedrørende J. nr.: 2012-219-0097, klage over behandling af personoplysninger

Jeg modtog den 20.9 2012 brev fra Datatilsynet indeholdende kopi af klage fra prof. emer. Helmuth Nyborg over et foto jeg har brugt som illustration på min blog eugenik.dk. Brevet indeholdt en række spørgsmål, som jeg vil besvare i dette brev.

Jeg har forstået, at Datatilsynet behandler sager efter persondataloven. Jeg vil i det følgende argumentere ud fra to regler i persondataloven:

§ 2, stk. 2: Loven finder ikke anvendelse, hvor det vil være i strid med informations- og ytringsfriheden. Jeg vil argumentere for, at min ytringsfrihed omfatter Nyborg i hans offentlige roller som forsker, debattør og som deltager ved offentlige møder.

§ 2, stk. 10 undtager journalistiske formål, og min publicering af omtalte billede handler om undersøgelser og publicering om samfundsmæssige forhold herunder om Nyborg i hans offentlige roller. Jeg bemærker endvidere, at formel journalistisk uddannelse ikke er nogen betingelse for at have et journalistisk formål.

Baggrundsinformation

Jeg er lektor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, og har igennem en længere årrække været en af de få videnskabsfolk der har besværet sig med at kritisere Helmuth Nyborg i hans offentlige rolle som politiserende forsker.

Helmuth Nyborg er tidligere professor i psykologi ved Aarhus Universitet. Han har baggrund i en klassisksproglig studentereksamen og er siden uddannet i psykologi ved Københavns Universitet. Nyborg har ingen uddannelse, viden eller kompetencer indenfor det matematisk-naturvidenskabelige fagområde. Ikke desto mindre har han igennem sin karriere forsøgt at føre sig frem som naturvidenskabsmand, og udtaler sig ofte og gerne som sådan i offentligheden. Med sin klassisksproglige baggrund har Nyborg gode sproglige evner, og han er dygtig til at sætte ord og fagbegreber sammen i sætninger der er grammatisk korrekte, men som semantisk og videnskabeligt er nonsens, sædvanligvis indhyllet i et tågeslør af vildledende anvendt statistik. Denne kejserparade er desværre stort set umuligt at gennemskue for offentligheden — til dels på grund af journalisters mangelfulde indsigt og interesse i naturvidenskabelige spørgsmål.

Jeg kender ingen kolleger, der tager Nyborg alvorligt som forsker, men heller ingen gider spilde tid på at skændes offentligt med ham. Min holdning er imidlertid dén, at man som forsker har en pligt over for offentligheden når såkaldte eksperter forsøger at bedrage den. At denne kritik ikke kan foregå i videnskabelige fora skyldes, at det med Nyborgs metodisk-dokumentationsmæssige uigennemtrængelighed er uladsiggørligt at diskutere dokumentation og metode, når den forties eller forfalskes. Endvidere er mange af Nyborgs udsagn simpelthen samfundspolitiske utopier som ikke kan debatteres videnskabeligt. Derfor må kritik af Nyborg foregå i de offentlige medier og på Internet, hvor han også selv agerer. Desuden er Nyborg erfaringsmæssigt helt upåvirket af relevant og seriøs videnskabelig kritik: han ignorerer den. Kommer den fra hans humanistiske og psykologiske fagfæller fortæller han dem, at de er uvidende. Kommer kritikken fra naturvidenskabsfolk — der let gennemskuer Nyborgs Per Degn agtige argumenter — beskyldes de for "politisk korrekthed" og “venstreekstremisme”.

Selvom danske forskere over en bred kam er enige om, at Nyborg ikke bør tages seriøst, gælder det samme desværre ikke den almindelige offentlighed, som forledes af mediernes ukritiske betagethed af den “kontroversielle professor fra Århus” til at tro, at han er en sandhedssøgende forsker, der blot bliver uretfærdigt behandlet. Det er dette misforhold i mediebilledet eugenik.dk forsøger at afbalancere.

Da jeg ovenfor skrev at jeg er "en af de få en af de få videnskabsfolk der har besværet sig med at kritisere Helmuth Nyborg offentlig" er det fordi der følger en masse ubehageligheder med at gøre det. Igennem årene har Nyborg talrige gange forsøgt at få knægtet min (og andres) ytringsfrihed, i flere omgange gennem klager til min arbejdsgiver, Aarhus Universitet. Nyborg har i adskillige kronikker i Jyllands-Posten og i tidskriftartikler offentligt tilsmudset navngivne personer og statsinstitutioner, der har dristet sig til at kritisere ham. F.eks. angreb Nyborg i Jyllands-Posten så sent som 23. august: professor Peter Harder, KU, rektor Lauritz Holm-Nielsen, AU, dekan Svend Hylleberg, AU, kontorchef Anita Lange, Danmarks Statistik, medlemmerne af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, professor emeritus Jens Mammen, AU, adjunkt Jens Kvorning, AAU, lektor Morten Kjeldgaard, AU, og i det hele taget "rektorer, dekaner, institutledere og den dominerende venstreorienterede politiske korrekthedsjunta, der korrumperer universiteter, udvalg, og dele af pressen." Bilag 1 lister Nyborgs klager over mig og andre forskere, hvilket synes relevant for Datatilsynet, når man skal overveje om man ønsker at agere redskab for Nyborgs hævngerrighed.

Jeg er medanmelder af Helmuth Nyborg for videnskabelig uredelighed

Det forekommer påfaldende, at Nyborgs klage til Datatilsynet over undertegnede er dateret den 28. september 2011, for præcis en uge tidligere, den 21. september 2011, sendte Nyborg sit høringssvar til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), på en anmeldelse foretaget af mig og to kolleger.

Anmeldelsen af Helmuth Nyborg til UVVU af 12. september 2011 omhandler bl.a. plagiering, uretmæssig angivelse af forfatterrolle, vildledning og fortielse vedrørende anvendt metode og data samt vildledende fortolkning af egne resultater og konklusioner. Baggrunden er, at Nyborg i en artikel fra 2011 under sit eget navn har publiceret data, tekst, grafer og demografiske statistikker, som oprindeligt stammer fra Den Danske Forenings statistiker Ebbe Vig. Der er her tale om regulært bedrag af det videnskabelige samfund og af offentligheden.

Nyborg beskrev resultaterne fra denne plagierede artikel i kronikken "Indfødte kommer i mindretal " i Jyllands-Posten den 13. september 2011, den blev omtalt af på forsiden af Weekendavisen den 22. juli 2011, og den blev benyttet af forsvaret da Daniel Carlsen, tidligere leder af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, blev frikendt i retten i Århus for udtalelser i strid med straffelovens § 266 b. Carlsen påstod hans udtalelser var baseret på videnskab, men det var de ikke. De var baseret på plat og svindel, hvilket retten desværre ikke var klar over.

Årsagen til at jeg offentliggjorde billedet, hvor Nyborg ses forlade Mølleparkens bibliotek efter et foredrag om demografi med Morten Uhrskov, skal ses på baggrund af, at jeg på daværende tidspunkt vidste, at Nyborg samarbejdede med en person, Ebbe Vig, som i hvert fald tidligere har været fremtrædende medlem af Den Danske Forening, og at Nyborg havde publiceret Vigs demografiske arbejde under sit eget navn. Set i dette lys er det derfor af helt åbenlys interesse for offentligheden at vide, at Nyborg har deltaget i et møde om demografi organiseret af Den Danske Forening.

Vedrørende Datatilsynets henvendelse

Datatilsynet spørger indledningsvist, om jeg har offentliggjort det pågældende billede af Helmuth Nyborg på eugenik.dk. Jeg kan bekræfte at jeg har offentliggjort det pågældende billede i et blogindlæg af 12. august 2011.

Datatilsynet orienterer mig på side 2 i sit brev om tilsynets skrivelse til Surftown A/S som internetudbyder for Researchkollektivet Redox. Desuden vedlægger tilsynet en kopi af påbudet til Surftown som orientering.

Jeg kan dog vanskeligt se hvilken relevans Datatilsynets sag mod Researchkollektivet Redox har for eugenik.dk. Den 15. august 2011 skriver DR Nyheder:

“Sagen ligner ikke noget, vi har set før. Når der er tale om oplysninger om politisk tilhørsforhold, som ikke er offentligt kendt, så er rammerne efter persondataloven ganske snævre, siger direktør i Datatilsynet Janni Christoffersen. Datatilsynet anmelder sagen som et brud på reglerne om offentliggørelse af følsomme oplysninger om politisk tilhørsforhold. Sådanne oplysninger må efter persondataloven offentliggøres, hvis personerne allerede selv har offentliggjort det, eller hvis de giver samtykke.”

Datatilsynets direktør Janni Christoffersen citeres her for at sige, at (A) sagen er usædvanlig, og (B) det drejer sig om personfølsomme oplysninger. Men eugenik.dk fører ikke på nogen måde register over Helmuth Nyborg, og er ikke involveret i nogen form for overvågning af hans aktiviteter. Eugenik.dk er en offentlig ressource med avisartikler og kronikker af og om Nyborg, samt dokumenter fra Nyborgsagen ved Aarhus Universitet, indhentet via lovgivning om offentlighed i forvaltningen. Eugenik.dk beskæftiger sig ikke med privatpersonen Nyborg, derimod udelukkende med hans offentlige roller som forsker/samfundspolitisk agitator og deltager ved offentlige møder.

At Nyborg er en offentlig person bekræftes af hans optræden i danske medier: 414 omtaler de seneste fem år, heraf 172 de seneste to år alene (bilag 2). Nyborg er en hyppig gæst i de elektroniske medier, f.eks. har han optrådt i "Danskernes Akademi", og "Sommergæsten på P1". I øvrigt har Ombudsmanden i en nylig udtalelse vedrørende UVVU påpeget at forskeres arbejde ikke er en privatsag.

Jeg er ikke bekendt med Nyborgs politiske tilhørsforhold og jeg udtaler mig ikke om dem. Jeg beskæftiger mig udelukkende med det Nyborg selv bringer frem i offentligheden. Det skal her understreges, at man ikke bryder persondataloven, hvis man gengiver holdninger, som personerne har ytret offentligt. Det er således ikke relevant at tale om offentliggørelse af personfølsomme oplysninger omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1 eller § 8, stk. 1, når eugenik.dk viser et foto af en offentlig kendt person forlade et offentligt møde omhandlende et emne, som denne person selv offentligt har tilkendegivet sin meninger om på skrift og i tale.

I modsætning hertil offentliggjorde Researchkollektivet Redox oplysninger om politiske tilhørsforhold af personer som ikke er offentligt kendte. Der er nedlagt fogedforbud mod Redoxmaterialet, fordi enkeltelementer om en direktør i Århus, som i øvrigt er ukendt i offentligheden, overskrider privatlivets fred. Resten af materialet er ikke behæftet med fogedforbud, og kan dermed anvendes isoleret, hvor det giver indholdsmæssig mening. Datatilsynet må følgelig afvise at behandle en sag om et konkret foto.

Hvor stammer billedet fra?

Datatilsynet spørger hvorfra billedet stammer. Onsdag den 10. august 2011 stod i Politiken at læse en artikel hvori avisens gravergruppe ved journalist John Hansen havde afdækket et hemmeligt netværk på den politiske højrefløj. Politikens materiale kom til dels fra Researchkollektivet Redox, men ifølge John Hansen havde Politiken fået oplysningerne verificeret fra anden kilde. Den 12. august 2011 var Researchkollektivet Redox' ORG rapport, som ifølge oplysningerne var én af Politikens kilder, tilgængelig på nettet. Jeg læste af nysgerrighed rapporten og faldt over billedet af Helmuth Nyborg, som Redox imidlertid fejlagtigt havde identificeret som en Harry Vinther, som er bestyrelsesmedlem for Den Danske Forening. Jeg lavede et skærmdump af siden fra rapporten og klippede billedet af Nyborg ud i Adobe PhotoShop. Derefter postede jeg mit blogindlæg.

Fotoet af Nyborg har intet med de private fotos i ORG rapporten at gøre, og billedet er ikke en del af noget materiale som er fremkommet via hacking "fra en svensk hjemmeside". Nyborg skriver endvidere i sin klage at "billedet... er optaget med skjult kamera (af Redox)", men Nyborg kan selvsagt ikke vide om fotografiet er taget med skjult kamera, og han kender heller ikke identiteten af fotografen. Påstanden om fotoets fremkomst “ved hacking” er i modstrid med påstanden om, at det er optaget med skjult kamera af Redox. Nyborgs påstande vedrørende billedets oprindelse er grebet ud af luften og fuldstændigt udokumenterede.

Det eneste jeg ved er at billedet optræder i ORG rapporten, og at Redox skriver billedet er taget i forbindelse med Den Danske Forenings offentlige møde på Hovedbiblioteket i Århus, juni 2010, en oplysning som bekræftes af Nyborg i klageskriftet. Fotoet af Nyborg er således taget udendørs, i det offentlige rum, og dermed er det ikke en privatlivskrænkelse at fremvise fotoet på eugenik.dk. Nyborg er en offentlig debattør og må finde sig i at blive omtalt eller afbildet på fotos.

Nyborg ejer ikke det pågældende fotografi og har dermed ikke ret til at påberåbe sig copyright. Det er en ukendt fotograf, muligvis Redox, som er copyrightindehaver, men hverken Redox eller nogen anden har over mig gjort krav gældende om at jeg skal fjerne fotografiet eller betale for brugen af det.

Det er således ukorrekt, når Nyborg i anmeldelsen kalder billedet "ulovligt".

Billedet er i øvrigt tilgængeligt andre steder end eugenik.dk. Det kan på forskeren.dk findes i arkivet i Forskerforum nr. 248, oktober 2011, side 9. I telefonnotat af 18. september 2012, "Samtale med Helmuth Nyborg", skriver Maja Blomquist Rasmussen at "Forskerforum ligeledes er undtaget fra persondataloven efter lovens §2, stk. 10. Dermed kan HN ikke klage over Forskerforums offentliggørelse af et billede af ham." Skulle Datatilsynet give Nyborg medhold i dennes klage, ville vi derfor befinde os i den absurde situation, at mediernes ytringsfrihed ville have forrang for borgernes. Alene af denne grund bør Nyborgs klage afvises.

Hvad er formålet med at offentliggøre billedet?

Jeg driver en blog der dokumenterer prof. emer. Helmuth Nyborgs aktiviteter som samfundspolitisk agitator under et videnskabeligt dække. Ydermere er jeg medanmelder på en klagesag til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, hvor jeg og to kolleger utvetydigt har dokumenteret at Nyborg samarbejder med den stærkt indvandrerkritiske Den Danske Forening og har publiceret propagandamateriale fra denne forening under sig eget navn.

Det er af denne grund særdeles relevant at oplyse offentligheden om i hvilke sammenhænge Nyborg bevæger sig, og i hvilke kredse Nyborg henter sit tankegods. Det er relevant for offentligheden at kunne sammenholde Nyborgs offentlige optræden som uvildig videnskabsmand, med de interesseorganisationer han færdes i.

Eugenik.dk dokumenterer de mange kronikker og udtalelser fra Helmuth Nyborg, der gør det klart, hvor meget han ønsker at præge debatten, både helt offentligt, og over for særlige politiske kredse. For eksempel har Nyborg ladet sig filme til flere videoer på YouTube, alle produceret med hans viden af holocaustbenægtere og antisemitter fra Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, og videoen optræder dags dato i en fremtrædende placering på selskabets hjemmeside holocaust.nu (bilag 3). Ydermere linker Nyborg til videoerne fra sin egen hjemmeside helmuthnyborg.dk. Dermed er Nyborg åben omkring hvem han samarbejder med, og han placerer sig tydeligt i en politisk sammenhæng.

Eugenik.dk er at betragte som en offentlig tilgængelig informationskilde, en blog, der er dedikeret til det formål at bidrage til den nødvendige offentlige debat, også på baggrund af, at kompleksiteten i stoffet tilsyneladende gør, at mere traditionelle medier typisk viger udenom. Persondatalovens § 2, stk. 10 undtager journalistiske formål, og min publicering af fotografiet at Nyborg handler om undersøgelser og publicering om samfundsmæssige forhold, herunder om Nyborg i hans offentlige roller.

Med hvilken hjemmel i persondatalovens kapitel 4 er offentliggørelsen sket?

Datatilsynet spørger i sit brev, med hvilken hjemmel i persondatalovens kapitel 4 offentliggørelsen er sket. Nu er det ikke vanligt i et demokrati som det danske at blive spurgt med hvilken hjemmel i lovgivningen man ytrer sig. Men persondatalovens § 8 vægter hensynet til ytringsfriheden og de samfundsmæssige interesser tungt, når der offentliggøres oplysninger om navngivne personer:

§ 8 Stk. 2, pkt. 2: videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår (min fremhævning,)

Nyborg kan ikke forlange — med persondatalovens ord — hemmeligholdelse, når han færdes på offentlige steder. Loven åbner endog for videreformidling af oplysninger af ren privat karakter — hvad der ikke er tale om her — når det tjener offentlige interesser:

§ 8 Stk. 4. Private må behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede (min fremhævning.)

Persondataloven sætter m.a.o. hensynet til borgernes ytringsfrihed om samfundsrelevante forhold højt.

Har jeg modtaget anmodning fra klager om at fjerne billedet?

Nej.

Har jeg til hensigt at slette billedet på baggrund af klagen?

Nej.

Sammenfatning

Jeg har offentliggjort et fotografi på min blog eugenik.dk, som afbilder prof. emer. Helmuth Nyborg forlade hvad han selv beskriver som et “vidt og bredt annonceret offentlig foredrag af Morten Uhrskov på Mølleparkens Bibliotek.” Af deltagelse i et møde kan man, som Nyborg selv skriver, intet udlede om en persons politiske overbevisning. Billedet dokumenterer udelukkende, at Nyborg har deltaget i nævnte møde. Heraf følger, at der ikke ved publicering er foretaget nogen registrering af Nyborgs politiske overbevisning, og persondatalovens § 7 stk. 1 er hermed ikke overtrådt.

Persondataloven giver, som tilsynet skriver, beskyttelse af privatpersoner mod fotos, hvis de ikke har givet deres samtykke. Undtagelserne er dog, hvor personen som her er en offentlig person eller begivenheden har almen offentlig interesse, jvf. mediernes almene interesse i sagen og Nyborgs offentlige rolle. Persondatalovens § 2, stk. 2 siger at loven ikke finder anvendelse, hvor det vil være i strid med informations- og ytringsfriheden, og dens § 2, stk. 10 undtager journalistiske formål.

Min publicering af det omtalte billede handler om undersøgelse og publicering af forhold af samfundsmæssige interesse, herunder Nyborg i hans offentlige roller.

Det pågældende billede stammer fra en ukendt fotograf, men optrådte i Researchkollektivet Redox’ rapport om ORG netværket. Billedet er imidlertid ikke i sig selv omfattet af fogedforbudet mod distributionen af ORG rapporten. Fotografiet er taget i det offentlige rum, ved en offentlig begivenhed, og afbilder en debattør, hvis synspunkter om mødets emne (demografi) i forvejen er udbredt i offentligheden af ham selv. Min frihed til at omtale dette på eugenik.dk sikres af persondatalovens § 2, stk. 2. Den copyright-mæssige problematik ved at offentliggøre billedet vedkommer ikke Nyborg, da han ikke oprethavsmæssigt er ejer af det.

At Nyborg er en offentlig kendt debattør understreges af det faktum, at en søgning på Google Images finder 6660 resultater når man søger på navnet “Helmuth Nyborg”, heraf er mange billeder taget ved lukkede politiske arrangementer. Bl.a. finder man billeder af Nyborg fra et møde i Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, andre billeder viser Nyborg som deltager i et møde i Trykkefrihedsselskabet.

Klagen over eugenik.dk illustrerer sammenholdt hermed, at Nyborgs klage over eugenik.dk reelt er chikane, en hævnakt med baggrund i at jeg er medanmelder af ham for videnskabelig uredelighed, hvilket bekræftes af datoen på klagen, som er få dage efter Nyborg har færdiggjort sit høringssvar til UVVU. Andre hjemmesider må gerne fremvise billeder af Nyborg ved politiske møder: Nyborg accepterer for eksempel, at Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning viser et billede af ham i en fremtrædende placering i et videoklip på deres hjemmeside. Men når eugenik.dk viser et foto af ham forlade et offentligt møde på et offentligt sted, ønsker han Datatilsynets indgriben. Det er selvfølgelig et ytringsfrihedsmæssigt og demokratisk særdeles problematisk standpunkt, som Datatilsynet kun kan afvise.

Endvidere vil samme foto — ifølge Datatilsynets mundtlige orientering af Nyborg — fortsat være lovligt at finde på Forskerforums hjemmeside, hvilket gør et pålæg til eugenik.dk om at fjerne det pågældende billede retssikkerhedsmæssigt uholdbart.

Med venlig hilsen,

Morten Kjeldgaard,
lektor, lic. scient.
Høegh-Guldbergs Gade 129
8000 Århus C

Bilag 1, Helmuth Nyborgs chikane af kritikere

1999: Nyborg klager over Morten Kjeldgaard

Nyborg klager over lektor Morten Kjeldgaard til dekanerne fra de naturvidenskabelige of samfundsvidenskabelige fakulteter, dateret 14. jan. 1999. Efter samtale med dekanen enes vi om at jeg flytter materialet væk fra au.dk domænet.

2008: Klage til UVVU over Hylleberg, Mammen og Kjeldgaard

December 2008 klager Nyborg til UVVU over dekan Svend Hylleberg, fhv. institutleder Jens Mammen og lektor Morten Kjeldgaard. Klagen bliver pure afvist af UVVU.

2008: Klage til Aarhus Universitet over Hylleberg, Mammen og Kjeldgaard

Efter et blankt afslag fra UVVU sender Nyborg sin klage til Aarhus Universitet, som også klart afviser klagen.

2009: Nedrakning af kritikere i Jyllands-Posten

Den 12. juli 2009 lægger Jyllands-Posten spalter til en kronik hvor dekan Svend Hylleberg, fhv. institutleder, professor Jens Mammen og lektor Morten Kjeldgaard udsættes for et i dansk presse helt usædvanligt personangreb. Jyllands-Postens tegner bidrager til morskaben ved at afbilde de tre som truende Ku-Klux-Klan mænd.

2011: Nedrakning af kritikere i "The Mankind Quarterly"

Nyborgs artikel "The Greatest Collective Scientific Fraud of the 20th Century: The Demolition of Differential Psychology and Eugenics" publiceres i forårsudgaven af nazi-tidskriftet "The Mankind Quarterly" I artiklen, hvori Nyborgs kritikere hænges ud for deres formodede venstreorienterede sympatier, udpeges flere danske forskere som ondskabens danske akse: professor Jeppe Jeppesen, professor Jens Mammen, lektor Morten Kjeldgaard og dekan Svend Hylleberg.

2011: Klage til Pressenævnet over eugenik.dk, forskerforum.dk og redox.dk

Nyborg fremsender en udateret klage til Pressenævnet over Forskerforum, REDOX og Morten Kjeldgaard. Den 14. oktober meddeler Pressenævnet sin afgørelse på klagen (sag nr. 11-70-00145), som er en afvisning med henvisning til medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1. Som bilag vedlægges en udateret klage til Datatilsynet (se nedenfor).

2011: Klage til datatilsynet

Helmuth Nyborg fremsender en udateret klage til Datatilsynet over Forskerforum, Morten Kjeldgaard, Jens Mammen og Ekstrabladet. Denne klage var vedlagt som bilag til sag ved Pressenævnet nr. 11-70-00145, som blev afvist (se ovenfor). Dette bilag viser sig senere at være identisk med nærværende sag nr. 2012-219-0097 fra Datatilsynet, indsendt af Nyborg den 28. september 2011, men først tilskikket mig i brev af 19. september 2012.

2012: Kronik i Jyllands-Posten

I Nyborgs kronik i Jyllands-Posten den 23. august angribes en bred kreds af personer: professor Peter Harder, KU, rektor Lauritz Holm-Nielsen, AU, dekan Svend Hylleberg, AU, kontorchef Anita Lange, Danmarks Statistik, medlemmerne af Udvalgene vedr. Videnskabelig Uredelighed, professor emeritus Jens Mammen, AU, adjunkt Jens Kvorning, AAU, lektor Morten Kjeldgaard, AU, og i det hele taget "rektorer, dekaner, institutledere og den dominerende venstreorienterede politiske korrekthedsjunta, der korrumperer universiteter, udvalg, og dele af pressen."

Bilag 2

Søgning i Infomedia som viser Helmuth Nyborgs optræden i danske medier, i hhv. seneste to og fem år. Man må dog tage det forbehold for tallenes størrelse at medierne i et vist omfang refererer hinanden.

KildeSeneste 2 årSeneste 5 år
Alle medier172414
Landsdækkende dagblade44150
Regionale dagblade2259
Lokale ugeaviser24
Fagblade og magasiner1114
Nyhedsbureauer1012
Webkilder79170
Radio- og TV-indslag45

Bilag 3

Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, hjemmeside den 10. oktober 2012.


Permalink