Den 27. januar 2016
Opdateret: 11. februar 2017
Vestre Landsrets behandling af sagen H. Nyborg ctr. UVVU den 25. og 25. januar 2016.
Af Jens Mammen
Først det formelle:
Sagen var klassificeret som "Forvaltningsret, prøvelse". Dommere var Elisabeth Mejnertz, Karen Foldager og Tina Birgitte Nors (kst.)
For parterne mødte: Helmuth Nyborg, advokat René Offersen, kontorchef Charlotte Elverdam (UVVU), advokat Jeppe Skadhauge og advokat Mathias Rose Svendsen.
Vidner den 25. januar: Helmuth Nyborg og Jørn Ebbe Vig. Vidner den 26. januar: Hans Henrik Edlund og Helmuth Nyborg.
Tilhørere begge dage: Helmuth Nyborgs hustru Mette, fuldmægtig Mathias Willumsen (UVVU), Jens Mammen. Tilhørere kun den 25. januar: journalist Jan Bjerre Lauridsen fra Ritzau, advokat Peter Secher Schmidt fra advokatfirmaet Tommy V. Christiansen (efter eget udsagn uden relation til sagen). Tilhørere kun den 26. januar: Morten Kjeldgaard (fra ca. kl. 13:15).
Der er bebudet en dom i sagen den 30. marts kl. 11.
Generelle spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen:
Der blev under hele sagen henvist til nogle hæfter med sagsmateriale, som dommerne og parterne sad med. De blev betegnet som parternes materiale og som Bind 1 og Bind 2. Desuden blev henvist til "Ekstraktet". Disse hæfter indeholdt mere end, hvad vi har fået kendskab til, bl.a. en korrespondance mellem en amerikansk professor Steven Pinker og undervisningsminister Esben Lunde Larsen.
Den første dag gik -- ud over vidneafhøringer -- med, at de to advokater fremlagde "det foreliggende", først og fremmest ved selektiv oplæsning fra det omfattende materiale. Selv om det ikke lykkedes fuldstændigt, var det klart, at dette skulle fungere som præmisser for forhandlingerne, og at det skulle holdes adskilt fra den senere procedure fra de to parter. I et mindre omfang blev der henvist til yderligere dele af materialet i procedurerne. Jeg vil meget gerne vide, om dette betyder, at de store dele af det omfattende materiale, som ikke på denne måde var blevet direkte præsenteret mundtligt, dermed ikke kunne indgå i rettens efterfølgende vurdering af sagen. Det vil efter min vurdering betyde, at en væsentlig del af dokumentationen for Nyborgs forseelser ikke vil kunne tillægges vægt af retten.
Falske vidneforklaringer:
Det blev af dommeren indskærpet, at forklaringerne fra Helmuth Nyborg og Jørn Ebbe Vig var afgivet som vidner, og at usandheder var strafbare. På den baggrund var det noget rystende at overvære, hvordan der blev løjet flittigt om faktuelle forhold, og uden at der blev grebet ind fra dommer eller advokaterne. Selv hvor Nyborg frejdigt hævdede, at der i den oprindelige klage var anført 25 klagepunkter, hvoraf klagerne kun fik medhold i de to af UVVU (tydeligvis med det formål at fremstille klagerne som kværulanter), blev det ikke påtalt, og Offersen brugte det endda i sin procedure som undskyldning for, at Nyborg var kommet til at modsige sig selv i sine høringssvar på grund af den store belastning. Dette var ikke den værste usandhed, men den nævnes her, fordi den var i åbenbar strid med den klage, som alle var bekendt med fra sagsakterne. I den mest vidtgående fortolkning er der oprindeligt tale om fire klagepunkter, hvoraf de to (plagiat og uretmæssig angivelse af forfatterrolle) endda ikke er uafhængige, men snarere i et subsidiaritetsforhold. I klagernes høringssvar den 7. december 2011 opregnes syv klagepunkter (heri indbefattet de fire førstnævnte), hvoraf de tre første (uberettiget eneforfatter, ghost authorship og plagiat) er tæt forbundne og igen nærmest i et subsidiaritetsforhold, så der altså i sagen reelt er fem klagepunkter.
Mere betydningsfulde usandheder kom frem, når begge de nævnte vidner hævdede, at samtlige artiklens resultater byggede på FN-data, men indrømmede, at nogle af dem også inddrog andre, men uoplyste datakilder (Nationmaster) og i nogle tilfælde desuden skønsmæssige data. Dette er direkte i modstrid med, at artiklens Figur 1 ingen som helst relation har til FN-data, men derimod via Jørn Ebbe Vig bygger på (transformerede) data fra en engelsk folkeskole (the Alsager School) med uoplyst oprindelse. Nyborg hævdede endda på forespørgsel, at de steder, hvor Vig brugte disse "Alsager-data", havde han selv brugt FN-data, hvilket er en direkte usandhed. Angående det flere steder nævnte tal 9,6 hævdede Nyborg igen, at det stammede fra et nu nedlagt link til FN-data, skønt vi som klagere har fremskaffet det pågældende link fra FN's datakontor, og at det ikke nævner det pågældende tal. Dette er klart dokumenteret i vores afsluttende høringssvar (sagens bilag Q og Y, som er identiske). Morten Kjeldgaard nævnte efter sagen kort dette for advokat Skadhauge, som svarede, at det i så fald var en sag for politiet.
(Vi har allerede i slutningen af vores høringssvar den 12. september 2013 med henvisning til straffelovens §163 nævnt, at det må være strafbart af afgive falsk forklaring til UVVU som offentlig myndighed)
Sagens forløb:
Der kom ingen væsentlige overraskelser i forhold til det materiale, som vi allerede var bekendt med. Men det undrer os stadig, at UVVU ikke valgte at inddrage et ekspertvidne, som havde kunnet udtale sig med autoritet om de data-mæssige og beregningsmæssige forhold m.v. Det var tydeligt, at retsformanden havde svært ved at følge sagens mere tekniske aspekter, hvilket hun også direkte udtrykte flere gange. Da Skadhauge fremdrog sit processkrift B, blev det af dommeren nærmest afvist som noget, retten ikke var kvalificeret til at tage stilling til, og Offersen spurgte om, hvor det kom fra. Skadhauge svarede, at det kom fra UVVU's sekretariat, og at Mathias Willumsen måske kunne forklare det. "Det skal i så fald være som vidne", replicerede dommeren, hvorefter Skadhauge tilsyneladende frafaldt. Det burde han have forudset, jf. vores notat.
Offersens strategi var at indrømme fejl i databehandlingen m.v., men også at fremhæve, at Elseviers komité havde vurderet, at det var undskyldeligt. Hertil svarede dommeren (med forbehold for fejlhøring), at "Det er altså mig, der er dommeren". Jeg håber meget, at jeg hørte rigtigt. Dernæst gjorde Offersen, heller ikke overraskende, meget ud af, at det ikke var sagens objektive forhold, men de subjektive, altså tilregneligheden, som måtte være det centrale i forhold til begreberne forsæt og uagtsomhed. Dernæst forsøgte Offersen at analogisere til Østre Landsrets afgørelse i Klarlundsagen, men her fik Skadhauge dels påpeget væsentlige forskelle i det gældende retsgrundlag på tidspunkterne for de indklagede gerninger (henhv. før og efter 2008/2009), dels påpeget væsentlige indholdsmæssige forskelle mellem sagerne.
Hvis dommerne faktisk lægger Skadhauges argumenter til grund, skulle UVVU klart blive frifundet i begge forhold. Det var dog tydeligt, at forholdet vedrørende forfatterskabet rummede langt mere kendte og forståelige problemstillinger for retten, hvorimod forholdene vedrørende data-manipulation i højere grad var ukendt land, hvilket UVVU efter min opfattelse ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til i sin fremlæggelse uden støtte fra et ekspertvidne. Hvis afgørelsen i sagen skulle blive anket af en af parterne, håber jeg, at UVVU har taget ved lære af dette sagsforløb, og at vi i så fald har større held med at trænge igennem med vores påpegning af nødvendigheden af faglig autoritet over for retten i forhold, som ligger ud over, hvad UVVU allerede har forholdt sig til, og som UVVU altså selv valgte at inddrage i retten bl.a. med processkrift B (men altså overhørende vores advarsel).