Logo

eugenik.dk

Om race-hygiejne og IQ-forskning

Validate

"Negerkvinder er grimme"

16. juni 2011

Den 15. maj 2011 offentliggjorde udviklingspsykologen Satoshi Kanazawa (London School of Economics and Political Science, UK) et blogindlæg på tidskriftet Psychology Todays webside under titlen "Why Are Black Women Less Physically Attractive Than Other Women?"

Baggrunden er denne:

Kanazawa havde — som forsker ved en anerkendt forskningsinsitution — fået adgang til fortrolige data fra Add Health undersøgelsen (National Longitudinal Study of Adolescent Health), en sundhedsundersøgelse af ca. 20000 amerikanske teenagere foretaget i perioden 1994 til 2008. Undersøgelsen blev foretaget i fire faser, første gang da forsøgspersonerne var 17-18 år, senest da de var først i 30'erne, og omfattede et væld af emner omkring forsøgspersonernes sociale, økonomiske, psykologiske og fysiske vilkår, samt deres familierelationer, naboer, skoler, venskaber og kærester.

Udover disse formelle data, anførte interviewpersonerne en række personlige, subjektive kommentarer og observationer om bl.a. om forsøgspersonernes udseende, samt andre kommentarer omhandlende interview-situationen, som foregik i forsøgspersonernes hjem. Add Health anfører, at sådanne subjektive observationer kan være til nytte for senere analyser, bl.a. for senere at kunne vurdere data-kvaliteten.

Det var disse subjektive data om forsøgspersonernes udseende, Kanazawa baserede sit blog-indlæg på, og for at vride noget ud af dem, mobiliserede han udviklingspsykologernes hellige og universelle alt-i-et værktøj: faktoranalysen! Begejstret (men rystende ukorrekt) skriver Kanazawa, at faktoranalyse har den egenskab, at den kan eliminere alle tilfældige målefejl som måtte være tilstede i hvilketsomhelst videnskabeligt eksperiment. I virkeligheden er faktoranalyse ikke meget andet end en avanceret måde at beregne middelværdier på mange parametre på én gang.

Undervejs i sit indlæg kommer Kanazawa med forskellige nedladende stikpiller til sorte kvinder, f.eks. at de betragter sig selv som mere attraktive end andre gør. Men i konklusionen ruller Kanazawa sig helt ud i den for Londonskolen så karakteristiske pseudovidenskabelige stil. Her ekstrapoleres den totalt værdiløse statistiske regneøvelse til biologiske og medicinske konklusioner. Den påstået lavere skønhed af sorte kvinder påstås at skyldes et forhøjet niveau af testosteron, der snakkes om mutationer i det afrikanske genom, og sorte kvinders (minimalt) højere gennemsnitlige BMI bruges også som forklaring. (Her modsiger Kanazawa iøvrigt sig selv, i et tidligere blog-indlæg hævder han at Fat chicks get laid more”.)

Kanazawas videnskabeligt iscenesatte ringeagtsytringer mod sorte kvinder blev straks undsagt af Kathleen Mullan Harris, direktøren for Add Health, som udtalte at Kanazawa misbrugte projektets data. Psychology Today fjernede desuden Kanazawas blog-indlæg (som imidlertid kan ses her (PDF her.)).

Den statistiske behandling (mishandling), Kanazawa havde udsat dataene for, blev hurtigt pillet fuldstændigt fra hinanden. Kaufman og Wicherts analyserede de samme Add Health data, og konkluderede at Kanazawas analyse er statistisk usund, og at der ikke er belæg for hans påstande. Deres analyse er endvidere tilgængelig i en detaljeret teknisk rapport. Blandt andet kunne Kaufman og Wicherts påvise, at der ingen konsistens er i interviewpersonernes vurdering af udseende, hverken fra den ene interviewer til den anden, eller for den samme interviewers vurdering af den samme person ved gantagne besøg. Derudover kunne de bekræfte hvad der tidligere er kendt, nemlig at mennesker har tendens til at vurdere deres egen races udseende højere. Med andre ord, interviewpersonernes kommentarer kan ikke bruges til noget som helst.

Så skulle man tro, at sagen sluttede her. Men der er altid nogen, for hvem ethvert videnskabeligt kamufleret udsagn om de inferiøre racers underlegenhed skal forfægtes med den akademiske ytringsfrihed som gidsel: Kanazawas venner i Londonskolen. Den 16. juni 2011 trykte tidskriftet Times Higher Education et rasende — og ufrivilligt komisk — forsvar for Kanazawa, under den patetiske titel “ Sinned against, not sinning” (PDF her.) I indlægget henvises til Kanazawas mange publikationer i såkaldt "high-impact journals", der hentydes her uden tvivl til tidskrifterne P.A.I.D og Intelligence, som redigeres af underskriverne, og som er de steder, hvor Londonskolen iøvrigt publicerer deres pseudo-videnskab.

Og hvilken overraskelse, blandt underskriverne på dette passionerede forsvar for underlødig pseudovidenskab finder vi de gamle kendinge: Christopher Brand, Richard Lynn, J. Philippe Rushton, Donald Templer, Tatu Vanhanen og Helmuth Nyborg. Sidstnævnte underskriver sig i øvrigt — på trods af at være ganske almindelig pensionist — som affilieret Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.

Se iøvrigt omtalen på Scientific American, og på bloggen Journal of Are You Fucking Kidding.


Permalink