26. januar 2002
Jeg har den 23. januar kontaktet redaktionssekretæren for ”19-direkte” Michael Plejdrup, Danmarks Radio, som har ladet mig gennemse den nævnte udsendelse. Han understreger, at det er en direkte udsendelse uden klipning, så alt, hvad HN siger, er med i udsendelsen. Den indledes med, at en speaker siger, at de seneste dages tophistorie i medierne har været professor i psykologi ved Aarhus Universitet, Helmuth Nyborg, der har hævdet, at mænd er mere intelligente end kvinder, 27 procent helt præcist (det sidste ordret gengivet). Ifølge Michael Plejdrup - og ifølge ham for en sikkerheds skyld bekræftet af studievært Kristian Holt – har HN påhørt denne indledning, hvilket er den faste procedure i programmet. Umiddelbart derefter får HN ordet i en længere samtale med Kristian Holt. Intet sted i denne samtale benytter HN lejligheden til at afvise den citerede påstand om de 27 procent. Senere i udsendelsen konfronteres HN igen, dog indirekte, med påstanden ved en opringning fra en seer, der siger, at hun har forstået det sådan, at hvis mænd f.eks. er 100, så er kvinder 70, og derefter stiller hun sit spørgsmål. Her benytter HN heller ikke lejligheden til at korrigere den størrelsesorden, som præsenteres. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at HN har været uopmærksom. Jeg må også tage HNs ord for, at han i modsætning til alle dem, han har diskuteret med i dagene efter den 8. januar, ikke selv har læst Politikens artikel den 8. januar, og at han har overhørt alle de gange, de 27 procent har været nævnt. Men dette forløb er i så fald så ejendommeligt, at HN ikke kan fortænke mig i at udtale mig, som jeg gør, når jeg siger, at HN udtalte sig tilsvarende og ikke dementerede sine påstande.
Som det også fremgår af Politikens artikel den 19. januar, som bl.a. refererer til journalist Nils Thorsens samtale med mig, er ”sagen” ikke, om forskellen mellem mænd og kvinders intelligens er 27% eller ej (da en eventuel forskel af skala-grunde ikke kan måles i procent, er udsagnet i alle tilfælde meningsløst), eller om den er signifikant på 5% niveau eller ej, men alene det forhold, at hverken offentligheden eller HNs kolleger, som gennem medierne konfronteres med resultaterne af HNs videnskabelige undersøgelse, har mulighed for at kigge ham i kortene. Dette er en belastning for Psykologisk Instituts og for Aarhus Universitets omdømme, og heri består ”sagen”. Jeg føler i denne sammenhæng, at jeg som institutleder har et ansvar for at forsvare dette omdømme. Jeg er ikke kun institutleder for HN, men også for et halvt hundrede andre forskere, som sikkert gerne vil have sig frabedt, at den opfattelse skulle brede sig i offentligheden, at HNs fremgangsmåde er sædvanen. Så min loyalitet mod HN må afvejes med min loyalitet mod resten af instituttets forskere. Samtidig har jeg dog forsøgt i mine svar på Nils Thorsens spørgsmål at være så nænsom som muligt, sagens alvor taget i betragning.
I min forståelse og brug af begrebet (og dermed ordet) ”påstand”, som kan være farvet af dets anvendelse i logik og jura, udelukker begrebet ikke, at det fremsagte kan være både sandt og velbegrundet.
Her tror jeg, at HN har problemer med kronologien i forløbet af begivenhederne siden den 8. januar. Da jeg den 13. januar pr. mail henvendte mig til HN som kollega for at se hans paper, havde jeg ikke fra hans side hørt nogen modifikation eller rettelse i forhold til Politikens artikel, jf. pkt. 1 ovenfor. Netop fordi jeg tilfældigvis har et rimeligt godt kendskab til intelligensforskning og psykometri (hvilket HN udmærket ved, men af retoriske grunde benægter), undrede jeg mig på det tidspunkt over det med de 27%, bl.a. fordi man ikke med de normalt anvendte skalaer kan udtrykke forskelle i procent. Da jeg så modtog HNs svar pr. mail samme dag, ændrede min undren sig 180 grader, hvilket også klart fremgår af den senere korrespondance. Netop på grund af mit rimeligt gode kendskab til intelligensforskningen undrede jeg mig nu modsat over, hvori sensationen bestod, som berettigede en henvendelse til medierne. I lyset af denne kronologi er HNs lange udredning om egen og andres intelligensforskning og mit kendskab til den irrelevant og derudover insinuerende og formentlig mod bedre viden. Det bør nok tilføjes, at HNs svar til mig ikke automatisk ændrer offentlighedens og kollegers opfattelse af HNs udmelding som ”markant”, og dermed deres legitime interesse i dokumentation eller opklaring.
Jeg tror gerne, at HNs mundtlige fremlæggelse på en konference i USA har været genstand for kollegers grundige diskussion, og at den har ”overlevet” denne diskussion. Og det er da bedre end ingenting. Men det er utilstrækkeligt for at opfylde det krav, som offentligheden og kolleger, der gennem de danske medier konfronteres med HNs påstande, har på at kunne kigge ham i kortene. Dette er mere udførligt behandlet i retningslinier og redegørelser fra SSF og UVVU, som jeg tidligere har henvist til og citeret fra.
Denne redegørelse illustrerer jo blot på ironisk vis, hvor gavnligt det havde været, om der havde foreligget et paper, der forklarede sagernes sammenhæng.
Det har jeg ganske rigtigt gjort med mit brev af den 18. januar. Men efter min bedste overbevisning burde HN allerede have gjort dette på eget initiativ, da han opdagede, hvor meget han - ifølge sine egne udsagn - var blevet misforstået i offentligheden.
Heri er intet, som ikke allerede er tilstrækkeligt kommenteret ovenfor.
UVVU beskæftiger sig i sine årsberetninger bredt med spørgsmål om god videnskabelig praksis. Den redegørelse af landdommer Brydensholt, jeg henviste til, handlede om afgrænsningen af, hvad der kunne betragtes som præmatur publikation og var derfor relevant i den aktuelle sammenhæng. At ordet ”uredelighed” optræder i UVVUs fulde navn, indebærer ikke, at jeg skulle beskylde HN for uredelighed.
Da der er tale om en offentliggørelse i danske medier til en dansk offentlighed og danske kolleger fra en forsker ansat ved et dansk universitet, henviser jeg til dansk sædvane, og dermed også til danske standarder, som de f.eks. er nedfældet i SSFs retningslinier (især afsnit 5) og i UVVUs beretninger, og dem har HN klart overtrådt. Citater kan trækkes frem om nødvendigt.
At pressen refererer fra store kongresser, er velkendt. Selv om der ofte ikke foreligger trykklare papers, er der dog i væsentlig grad skriftligt materiale til rådighed både internt på kongresserne og eksternt. Samtidig har journalisterne mulighed for at overvære diskussionerne og gøre sig bekendt med kritik og divergerende opfattelser, og de gode journalister prøver at få det hele med i en journalistisk dækning, som foregår på journalistens ansvar. Den chance har Politikens journalist ikke haft, og situationerne er derfor usammenlignelige. De regler, der gælder i Danmark for forskeres henvendelse til journalister uden for en kongressammenhæng (hvor journalisten er reporter), er formentlig identiske med dem, der gælder i andre lande i sammenlignelige tilfælde. Tilsvarende rapporteres der fra kongresser i Danmark på stort set samme betingelser som i udlandet. Påstanden om ”lokal dansk opfattelse” modsat ”international praksis” er derfor i den aktuelle sag at sammenligne pærer og bananer.
HN fortæller ikke, om det i udlandet er sædvane (inden for eller uden for kongressammenhæng) at udlevere dokumentationsmateriale til journalister, som man ikke vil udlevere til sine kolleger. Det ville have været mere relevant.
HN går åbenbart ud fra, at det materiale, han har afleveret til journalist Mona Samir Sørensen er oplysende nok til, at en ikke-fagkyndig journalist har kunnet forstå og vurdere det godt nok til at skrive en artikel til offentligheden, men ikke oplysende nok til, at fagkyndige kolleger kan forstå og vurdere det, hvilket er hans argument for, at det ikke kan udleveres på deres forespørgsel. Dette er måske tæt ved at være sagens kerne.
Jeg mener hermed at have tilbagevist samtlige HNs klagepunkter.
Jeg vil afslutningsvis bemærke, at jeg i behandlingen af denne sag udelukkende - og efter bedste evne - har forsøgt at forsvare instituttets og universitetets omdømme i befolkningen og i det videnskabelige samfund. Jeg synes også, at det er lykkedes rimeligt, på de givne betingelser.
Venlig hilsen
Jens Mammen